”Jeg var ret sikker på, at abort var det rigtige, men jeg kunne også mærke, at jeg var ked af det, for jeg ville gerne have børn med ham.”
Deres forhold var kompliceret, og som noget af det første spurgte kæresten, om hun havde fået tid til en abort. Efterfølgende talte de ikke voldsomt meget om det og når de gjorde, var det altid med en vis distance.
”Jeg var 22 år og havde ikke en følelse af, at jeg havde ret til at føle noget. Tværtimod følte jeg, at det, jeg skulle igennem, var til besvær for andre.”
Laura bestilte tid til en abort, men kunne først komme til flere uger efter pga. juleferien.
”Det var superubehageligt at skulle gå og vente. Da jeg havde besluttet mig, ville jeg bare gerne have det ud af min krop. Det fyldte også, at nytåret bankede på. Kunne jeg tillade mig at drikke og feste, når jeg stadig var gravid, men vidste, jeg skulle have en abort? Jeg besluttede, at jeg bare ville drikke lidt, men det var ikke rart, og jeg fik det så dårligt, at vi måtte tage hjem.”
”Jeg var 22 år og havde ikke en følelse af, at jeg havde ret til at føle noget. Tværtimod følte jeg, at det, jeg skulle igennem, var til besvær for andre.”
Alene og i vildrede
Da dagen for aborten oprandt, var det ikke forløsning, men snarere et ubehag, der fyldte. Laura fik den første pille hos lægen, og de resterende tog hun derhjemme. Undervejs blev smerterne så voldsomme, at hun ikke kunne holde noget i sig. Hendes mor og kæreste var der og var enormt støttende undervejs.
”Jeg havde fået at vide inden, at jeg ikke skulle kigge ned i toilettet, når det kom ud, men ikke hvorfor. Ville jeg blive traumatiseret resten af livet af at se det? Det lød som om, det var et foster på størrelse med en kylling, der kom ud, men det var slet ikke sådan, det var. Jeg tror, jeg havde brug for at se det for at få afslutning.”
Bagefter sov Laura i 14 timer. Helt udkørt og drænet. I ugerne efter spøgte rådvildheden stadig:
”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og jeg kunne ikke sætte ord på, hvad mine behov var. Jeg manglede nogen, der greb mig. Det var det rigtige at få den abort, men det havde stadig været rart, at nogen tjekkede op – også kropsligt.”
I tiden efter, kom oplevelsen mere og mere på afstand, men der var en tanke, som rumsterede. Ville pillerne påvirke Lauras mulighed for at blive gravid senere hen? Havde de sat varige spor?
Laura og kæresten endte efterfølgende deres forhold. Når hun tænker tilbage på aborten og de måneder, kan hun stadig mærke ubehaget over, hvor alene hun følte sig, og får kun lyst til én ting: At give 22-årige Laura et kram.
”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og jeg kunne ikke sætte ord på, hvad mine behov var. Jeg manglede nogen, der greb mig."
Pizza, slik og en stor beslutning
Fem år efter, i 2019, havde Laura fået en ny kæreste og blev gravid. Året efter fødte hun sin datter. På det tidspunkt var Laura et rigtig godt sted i sit liv. Forholdet til faren blomstrede. Datteren trivedes. Familien boede i lejlighed og havde det bare rart. Alt var godt, og det var det også omkring juletid – da datteren var 10 måneder – også selvom Laura følte sig lidt utilpas.
En fredag eftermiddag tog hun en graviditetstest. Mest for at kunne afkræfte, at hun var gravid, for selvfølgelig kunne hun ikke være det igen allerede. Forinden havde Laura måttet droppe præventionen, fordi det fuckede med hendes hormoner. Det var op til jul, og lægen havde lukket, så hun fik ikke et alternativ, men hendes krop kunne da umuligt være klar igen allerede. Hun tager fejl. Testen er positiv.
”Jeg kom ud fra badeværelset og rystede og græd. ’Nej, nej, nej’ sagde både jeg og min kæreste. Vi rendte rundt i lejligheden som to hovedløse høns og jeg kan huske, at min datter imens rendte rundt mellem os og grinte, for hun forstod jo ikke, hvad der skete.”
”Vi var med det samme helt enige om, at vi ikke skulle have et barn til allerede og jeg husker det som om, der kun gik et minut, før jeg ringede for at bestille en tid til en abort.”
Laura var grædefærdig. Rystet, da hun havde lægen i røret. Hun blev rådgivet til, at parret talte det igennem i weekenden, så de ikke traf en forhastet beslutning.
”Vi droppede den aftensmad, vi var i gang med, puttede vores datter, ringede efter pizzaer og gik ned og købte alt muligt slik. Og så sad vi faktisk bare og gloede, begge to fuldstændig fortabte. Vi vidste ikke, hvad vi skulle sige. Vi var enige om, at vi gerne ville have et barn mere. Bare ikke lige nu. Ikke allerede.”
”Vi var med det samme helt enige om, at vi ikke skulle have et barn til allerede og jeg husker det som om, der kun gik et minut, før jeg ringede for at bestille en tid til en abort.”
Snak med nogen, du er tryg ved
Overvejelserne var mange. Laura og måske især hendes kæreste ville gerne have en større bolig før barn nummer to, Laura var stadig studerende og ville gerne gøre sin uddannelse færdig, de talte også om økonomi og om, hvordan deres datter ville reagere, hvis hun skulle være storesøster så tidligt. De ringede til familiens sundhedsplejerske og hun var vildt god og beroligende. Sagde, at datteren nok skulle klare det. Det viste sig også ret hurtigt, at Laura kunne få barselsdagpenge pga. sin praktik på studiet.
De begyndte at åbne op for snakken om at beholde barnet og samtidig faldt flere af de praktiske ting på plads. Få dage efter besluttede de sig, og i oktober 2021 fødte Laura sin søn.
”Jeg er enormt stolt over måden, vi håndterede det på. Vi kunne gribe hinanden og har været der for hinanden i en sårbar situation.”
”Men jeg kan godt føle, at beslutningens størrelse blev negligeret lidt af folk omkring os, fordi vi valgte at få barnet. For tvivlen på, om vi kunne rumme to små børn, kunne stadig godt nage, og det følte jeg ikke, jeg kunne dele. Selvom det har fået en lykkelig slutning, kan vejen derhen godt have været hård.”
I det hele taget fremhæver hun, hvordan samtalerne, åbenheden og omsorgen er afgørende, når man skal beslutte, om man vil fortsætte en graviditet eller have en abort, ligegyldigt hvad, man vælger – og både når beslutningen skal tages og i tiden efter.
”Mit bedste råd er, at du snakker med nogen, du er tryg ved, så du ikke er alene med det. Det er ikke en skamfuld situation, du er i. Det hjælper at have en åbenhed om det – det siger jeg også henvendt til familier og venner, for det er så afgørende, at de kan gribe og støtte undervejs.”