Parforholdet efter abort

Beslutningen om at få en abort kan påvirke parforholdet. Nogle par får det svært efter en abort. Især hvis I var uenige om beslutningen. Her kan du læse mere om, hvordan I kan få hjælp til at komme videre, hvis I har problemer med parforholdet efter aborten.

Uenigheden om abort kan sætte spor i jeres parforhold efter aborten

En uplanlagt graviditet og den efterfølgende svære beslutning om enten at gennemføre graviditeten eller få en abort kan sætte jeres forhold på prøve. Uanset hvor godt jeres forhold fungerede inden graviditeten, kan det pludselig blive skrøbeligt, fordi I er uenige om noget så fundamentalt som abort.

Kvinder og mænd kan have forskellige følelsesmæssige reaktioner efter en abort, fordi de ofte oplever graviditeten forskelligt. Mens manden måske er i stand til at være mere rationel – kan det være svært for kvinden, da hendes krop påvirkes af hormoner under graviditeten. Hun kan opleve en større grad af sorg, fordi hun er mere følelsesmæssigt knyttet til graviditeten. Og sorgprocessen kan vare længere.

I kan have vanskeligt ved at tale sammen, fordi det er svært at sætte sig ind i, hvordan den anden oplever tiden efter aborten. Kvinden kan føle sig svigtet og alene med sine følelser. Og manden kan have svært ved at forstå, hvorfor hun ikke kommer videre.

Hvis I har været uenige om aborten, vil en af jer sandsynligvis stå med en følelse af at have givet afkald på ønsker og drømme for fremtiden – for at imødekomme den andens ønsker. Og det kan være svært at komme videre fra. Derfor er det vigtigt at søge hjælp.

Sådan kan I få hjælp hvis jeres parforhold er belastet efter aborten

Rådgivning

Hvis I oplever, at jeres parforhold er belastet efter en abort, har I mulighed for at få en støttesamtale hos Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt. Samtalen foregår i et af vores rådgivningshuse i København, Odense, Århus eller Ålborg. I kan bestille en tid til samtalen på tlf. 3345 8600.

 

I kan også få hjælp hos Partelefonen, som er en gratis telefonrådgivning for par.

 

Læs mere om Partelefonen og find åbningstiderne her

 

Parterapi

Hvis I føler jer fastlåste og trækker jer væk fra hinanden. Eller kommunikationen mellem jer er dårlig eller ikke-eksisterende – kan parterapi måske hjælpe jer med at komme videre fra den fastlåste situation.

 

Parterapi kræver, at I begge er villige til at skabe forandringer. Man kan ikke få tilskud til parterapi – og en læge kan ikke henvise til det.

 

Tal med en uvildig rådgiver

Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt, tilbyder støttesamtaler efter abort. Her har I som par mulighed for at tale med en af vores rådgivere.

I kan booke en tid over telefonen  til en fysisk aftale i et af vores landsdækkende rådgivningshuse.

Rådgiverne er hverken for eller imod abort. De kan hjælpe jer med at få sat ord på jeres følelser og få talt ud om forløbet både før, under og efter aborten.

Relaterede artikler

Trist og sorgfuld efter aborten? Søg hjælp

I Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt, kan du få en gratis støttesamtale, hvis du oplever en psykisk efterreaktion efter en abort. Læs her, hvad du kan få ud af støttesamtalen.

Er du og din partner uenige?

Med en graviditet følger ofte mange følelser. Måske oplever du, at du og din partner reagerer meget forskelligt. Den ene af jer kan være fast besluttet på at gennemføre graviditeten, mens den anden har svært ved at finde vej i tvivlen. Her kan du læse om, hvordan I bedst taler sammen om tvivlen og jeres forskellige holdninger til spørgsmålet ”abort – eller ej”? 

Del artiklen: