Hvorfor kan der opstå tvivl efter en abort?
Tanker som ”Gjorde jeg det rigtige?” eller ”Hvad hvis jeg havde valgt anderledes?” er meget almindelige i tiden efter en abort.
Denne artikel hjælper dig med at forstå, hvorfor tvivl kan opstå, hvordan tvivlen kan føles, og hvad du kan gøre for at komme godt videre.
Hvis du har været i tvivl om, du skulle have foretaget en abort eller ej, er det meget naturligt, at tvivlen kan følge dig efter aborten.
Tvivlen kan blandt andet opstå på grund af
- Omgivelsernes reaktion: Hvis du oplever, at nogle i dit netværk har en stærk holdning til abort, kan det påvirke dig følelsesmæssigt og skabe tvivl om dit valg.
- Skyldfølelse: Det kan være, at du føler skyld over dit valg om en abort. Måske føler du, at du har skuffet din partner, der ønskede at få barnet, eller dine forældre, som havde ønsker om at blive bedsteforældre. Det kan også være, at du kender nogle, der har svært ved at blive gravid, og du derfor har tanker som ”Kan jeg tillade mig at afbryde graviditeten?”
- Sorg: Det er almindeligt at føle sorg efter en abort. Også selvom du selv har taget valget. Det er meget individuelt, hvordan sorgen kommer til udtryk. Nogle reagerer ved at græde, andre har brug for at tale med deres omgivelser, imens andre igen har brug for at bearbejde følelserne selv.
- Mærkedage: Mange oplever, at tvivlen bliver forstærket, når terminsdatoen nærmer sig. Tvivlen kan også vende tilbage, hvis man oplever at veninder eller andre i ens omgangskreds bliver gravide.
Uanset hvad din tvivl udspringer af, er det naturligt at føle tvivl. Også efter en abort. Selvom du er i tvivl efter aborten, betyder det ikke, at du har truffet et forkert valg.
Hvordan føles tvivlen?
Tvivl kan føles som et virvar af modsatrettede følelser. Det kan både føles som en lettelse og som en dyb sorg.
Følelserne kan være kropslige og sidde som en knude i maven eller trykken for brystet. Det kan også føles som om en stor byrde er lettet fra dine skuldre. Følelserne kan også vise sig i form af dårlig samvittighed eller glæde over, at du har truffet det valg, som føles rigtigt for dig.
Det er naturligt, at de forskellige følelser sameksisterer.
Hvad kan hjælpe, når tvivlen rammer?
Når tvivlen rammer, kan det hjælpe at fokusere på årsagerne til det valg, du har truffet. Tænk tilbage på dem, skriv dem ned, eller tal med nogen om dem. Mærk efter, hvad der fungerer for dig.
Selv efter kort tid kan man være et andet sted i livet og tænke, at man ville have valgt anderledes i dag. Her er det vigtigt at huske, at du traf din beslutning ud fra de vilkår og den viden, du havde dengang.
Det er vigtigt at møde sig selv med mildhed og anerkende, at du handlede så godt, du kunne, under et stort tidspres og med høje forventninger til dig selv.
Hvis du føler tvivl og skam, kan det være godt at dele tankerne med nogle. Det kan være en pårørende eller en uvildig rådgiver.
Myter om tvivl efter abort
Myte: ”Hvis jeg tvivler, betyder det, at jeg har valgt forkert.”
Fakta: Nej, tvivl er en normal efterreaktion.
Myte: ”Man bør komme hurtigt videre.”
Fakta: Alle bearbejder oplevelser i forskelligt tempo.
Myte: ”Det er kun unge, der tvivler.”
Fakta: Tvivl kan ramme uanset alder, køn og baggrund.
” Jeg har en klump i maven af dårlig samvittighed her efter aborten, som jeg har svært ved at slippe. Selvom jeg stadig tror, at beslutningen var rigtig, sniger der sig sommetider en tvivl ind.”
Bruger, Mødrehjælpens Rådgivning
Tvivl efter en abort - hvad er normalt?
- Det er helt normalt at tvivle efter en abort.
- Mange beskriver, at følelsen af tvivl aftager med tiden. Især når de får mulighed for at tale med nogen.
- Rådgivning er gratis og uvildig i Mødrehjælpen.
Ofte stillede spørgsmål
Er det normalt at fortryde en abort?
Ja, men fortrydelse betyder ikke, at du har truffet en forkert beslutning. Det er en del af en følelsesmæssig proces.
Hvor længe varer tvivlen?
For nogle varer tvivlen få uger, mens andre kan føle tvivl i flere måneder. Hvis der er sket andre store ting i dit liv inden for samme periode, kan tvivl eller sorg sommetider føles i længere tid og være mere kompleks.
Kan jeg søge hjælp, selvom jeg kun er lidt usikker?
Ja, du kan altid henvende dig til Mødrehjælpen – uanset om din tvivl er stor eller lille.
Har du brug for hjælp?
Føler du dig fanget i tvivl eller grublerier? Kontakt Mødrehjælpen for gratis og uvildig rådgivning. Du kan ringe, chatte eller mødes fysisk – alt efter hvad du føler dig tryg ved.
Mødrehjælpens rådgivere er hverken for eller imod abort. De kan hjælpe dig med at få sat ord på dine følelser og få talt ud om forløbet både før, under og efter aborten.
Fortrolig rådgivning
Når du ringer eller chatter med Mødrehjælpens rådgivere, skal du hverken oplyse navn eller CPR-nummer. Ingen andre kan høre eller følge med i, hvad du og rådgiveren taler om, og rådgiveren har tavshedspligt.
Vær opmærksom på, at dit telefonnummer vil være synligt for rådgiveren under samtaler, hvis du ikke selv har skjult det.
Relaterede artikler
Du kan få en støttesamtale, hvis du er i tvivl om abort
Er du gravid og i tvivl, om du ønsker barn eller abort, tilbyder Mødrehjælpens Rådgivning gratis støttesamtaler.
Psykiske reaktioner efter abort
Der er mange måder at reagere på efter aborten. Det er helt normalt at opleve blandede følelser. Nogle kvinder føler sig triste og sorgfulde, mens andre er lettede. Læs her, hvilke signaler du skal være opmærksom på hos dig selv efter en abort.
Er du gravid – og i tvivl om hvad du skal gøre?
En graviditet kan vække mange følelser i dig. Og særligt hvis den er uventet, kan det føles så overvældende – at du har svært ved at tænke klart og finde ud af, hvordan du skal forholde dig. Her kan du læse om dine muligheder og finde en række spørgsmål, der kan være vigtige at overveje, hvis du er i tvivl om abort.