Chok og forvirring de første dage
De første dage efter du har opdaget, at du er gravid, kan være præget af chok og forvirring. En uventet situation, som du ikke havde forventet at befinde dig i lige nu. Tanker og følelser der kører rundt i hovedet på dig. Du er gravid – og i tvivl om, hvad du skal gøre.
Det er vigtigt at finde ud af, hvor langt du er henne i din graviditet. Så du ved, hvor lang tid du har til at træffe et valg.
Med en uventet graviditet følger ofte tvivl
Det er helt normalt at blive ramt af både glæde, usikkerhed og bekymring, når du opdager, at graviditetstesten er positiv.
Du føler måske glæde over at vide, du kan blive gravid. Men er usikker og bekymret for fremtiden, fordi graviditeten ikke er planlagt – og kommer på det forkerte tidspunkt. Måske er graviditeten ligefrem uønsket? Du blev måske hurtigere gravid, end du havde forventet? Måske har omstændighederne omkring din graviditet ændret sig? Eller det kan være så overvældende en følelse at være gravid, at tvivlen presser sig på.
Det er en svær situation at stå i. Chokket over at være gravid skal lige fortage sig. Samtidig er der relativ kort tid til at træffe en vigtig beslutning. Det er naturligt at være overvældet af en masse spørgsmål, tanker og følelser. For nogle kvinder er det forholdsvis let at træffe en beslutning, for andre kan det være meget svært.
Svære følelser
Det kan opleves som om livet lige nu er en lang følelsesmæssig rutsjetur. Du kan være ulykkelig og modløs over at være landet i en situation, hvor du skal træffe så vanskeligt et valg.
Du er måske vred og frustreret – og håber, din krop vil træffe beslutningen for dig? Du kan føle dig skamfuld over at stå med en positiv graviditetstest, når du slet ikke ønsker en graviditet. Du kan føle dig helt alene i verden.
Hos nogle kvinder kan graviditeten og tvivlen udløse en form for livskrise – og bringe de helt store spørgsmål frem: Hvad vil jeg med mit liv? Elsker jeg egentlig min kæreste? Er der en mening med det hele?
Giv plads til dig selv – dine spørgsmål og tanker
Når du ved, hvor langt du er i din graviditet – og dermed hvor meget tid, du har til at træffe en beslutning. Er der spørgsmål, du kan stille dig selv for at komme nærmere en afklaring:
- Jeg er gravid – hvad nu?
- Hvad er det mest rigtige valg for mig– abort eller at gennemføre graviditeten?
- Er jeg parat til at blive mor?
- Betyder det noget, at graviditeten var uplanlagt?
- Hvem kan jeg snakke med om min tvivl?
- Hvor kan jeg få professionel støtte og vejledning?
Det er DIN beslutning
Hvis du er i tvivl, om du skal vælge abort eller gennemføre graviditeten, er det vigtigste, at du træffer et valg, hvor du både har hjerte og hjerne med. Altså at du både får tænkt over, hvad der er den bedste beslutning for dig. Men også får mærket efter, hvad der føles bedst for dig.
Nogle kvinder oplever pres fra deres partner eller familie om at træffe et bestemt valg. Uanset hvad folk omkring dig mener, er det kun dig som gravid kvinde, der kan afgøre, om du vil have en abort eller ej.
Det er din krop, dine følelser – det er dig, der skal leve med beslutningen resten af dit liv.
Spørgsmål der kan guide dig, når du skal træffe en beslutning
Herunder har vi samlet en liste med spørgsmål, som kan være med til at guide dig, når du skal træffe en beslutning. Du kan bruge listen som inspiration.
Formålet med spørgsmålene er, at du finder ud af, hvad der er vigtigst for dig.
For nogen kan det være en god idé at skrive svar, tanker og følelser ned.
Stil spørgsmålene til dig selv, eller tal dem eventuelt igennem med din partner, en veninde eller dine forældre:
Dine værdier og personlige forhold
- Hvordan har du det generelt? Har du overskud, eller er du presset på praktiske eller følelsesmæssige områder?
- Føler du dig rustet til at klare livet som mor – eventuelt som enlig mor?
- Hvordan tror du, at du vil reagere, hvis du vælger at få en abort?
- Hvad er din generelle holdning til abort?
Dit forhold til ham, du er blevet gravid med
- Er du alene eller i et fast parforhold? Hvilken betydning har det for dit valg mellem abort eller graviditet?
- Hvordan er forholdet til ham, du er blevet gravid med?
- Hvor vigtig er hans holdning til abort eller graviditet for dit valg?
- Hvad tror du, det vil betyde for jeres forhold, hvis du gennemfører graviditeten?
- Hvad tror du, det vil betyde for jeres forhold, hvis du vælger en abort?
Din familie og venner
- Hvad mener dine nærmeste om abort, og har det indflydelse på dit valg?
- Har du børn i forvejen, og hvilken betydning har det for dit valg?
- Kender du nogen i din familie – eller blandt dine venner – der har stået i samme situation, som du kan snakke med?
Praktiske overvejelser
- Hvordan ser din økonomi og boligsituation ud nu? Hvordan spiller det ind på din beslutning?
- Har du brug for afklaring om, hvilken støtte du er berettiget til fra det offentlige, hvis du gennemfører graviditeten?
- Hvem kan hjælpe dig i hverdagen, hvis du vælger at få et barn?
Abort, gennemført graviditet eller bortadoption – der er flere veje at gå
Det er en stor og livsændrende beslutning, du skal træffe. Og det er vigtigt, at du tager dig tid til at undersøge de forskellige handlemuligheder, du har.
Når du kender mulighederne, og du måske stadig ikke er sikker på, hvad du skal vælge. Så prøv at forestille dig, hvordan du vil have det med hver mulighed. Både nu – og om nogle år.
Gravid og overvejer abort
Hvis du er gravid og hælder mest til at få en abort, skal du snart træffe en beslutning. Du har ret til en abort indtil udgangen af 12. graviditetsuge. Dette regnes fra den første dag i din sidste menstruation. Bestil en tid hos din læge så hurtigt som muligt – også selvom du måske ikke er 100% afklaret endnu.
Gravid og overvejer bortadoption
Måske føler du dig ikke klar til at skulle være mor. Eller der kan være andre grunde til, at du ikke ønsker at få et barn – men du har heller ikke lyst til at få en abort. Det kan der være principielle, etiske eller religiøse grunde til.
Måske hælder du til, at den bedste løsning for dig vil være at gennemføre graviditeten og bortadoptere barnet.
Det kan være en svær beslutning, og det er vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvordan det foregår – og hvordan dine rettigheder i forbindelse med bortadoption er.
Du kan også få rådgivning om bortadoption i Familieretshuset.
Gravid og overvejer at gennemføre graviditeten
Selvom du mest hælder til at gennemføre graviditeten, kan du stadig blive ramt af tvivl indimellem. Tvivl er en naturlig følelse, når man står i en helt ny situation. Det er helt normalt, at du ikke kun er fyldt med glæde og lykke. Det at gennemføre en graviditet og få et barn vil forandre dit liv. Det er derfor kun naturligt at gøre sig en masse tanker og føle sig usikker fra tid til anden:
- Hvordan vil det hele gå?
- Kan jeg passe en baby alene?
- Vil min kæreste og jeg kunne gøre det sammen?
- Er jeg klar til at blive forælder?
Det er måske blot nogle af de spørgsmål, du stiller dig selv. Graviditeten er en proces, der begynder med en fysisk forandring og fortsætter med også at omfatte mentale og følelsesmæssige forandringer. Heldigvis er der masser af hjælp og viden at hente, når man gerne vil gennemføre en graviditet. På den måde kan man føle sig mere forberedt, selvsikker og tryg i forældrerollen, når barnet kommer.
Hvis du har besluttet dig for at gennemføre graviditeten – eller du hælder mest til den beslutning – er der masser af hjælp og information at hente her:
Stadig i tvivl
Hvis du stadig er usikker på din beslutning efter et par dage eller uger, kan du spørge dig selv, om der er én af mulighederne, som du er mest tilbøjelig til at vælge.
Mange kvinder bliver ikke 100% afklaret, men er nødt til at vælge den mulighed, de hælder mest til. Hvis du hælder mest til en af mulighederne i flere dage, kan det være et pejlemærke for din beslutning.
En støttesamtale ved tvivl om abort kan hjælpe
Andre kvinder – der har stået i samme situation som dig – har fundet god støtte og hjælp ved at snakke med en udenforstående om de svære tanker og følelser.
I Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt, kan du få en gratis og uvildig støttesamtale ved tvivl om abort. Vi kan ikke sige, hvad du skal gøre, men vi kan tale med dig om de ting, der er værd at overveje, når du skal træffe din beslutning.
En støttesamtale ved tvivl om abort er relevant for dig, hvis du for eksempel:
- Befinder dig midt i et kaos af tanker for og imod at få et barn?
- Har truffet en beslutning, men alligevel er blevet i tvivl?
- Føler, at du står alene med beslutningen?
- Allerede har delt dine tanker for og imod med dine nærmeste, men stadig ikke har kunnet træffe en beslutning?
Sådan kontakter du os
I Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt, tilbyder vi gratis støttesamtaler ved tvivl om abort.
Du kan vælge den rådgivningsform, der passer dig bedst:
Du kan også booke en tid i telefonen til en fysisk aftale i et af vores landsdækkende rådgivningshuse.
Rådgiverne er hverken for eller imod abort – og de fortæller dig ikke, hvad du skal gøre. Men de kan hjælpe med at skabe et overblik over din situation – og de vil forsøge at gøre det mere overskueligt for dig at træffe dit valg. Du har også ret til en støttesamtale efter en eventuel abort.
Relaterede artikler
Du kan få en støttesamtale, hvis du er i tvivl
Er du gravid og i tvivl, om du ønsker barn eller abort, tilbyder Holdepunkt gratis støttesamtaler. Det har Mødrehjælpen, som står bag rådgivningen i Holdepunkt, gjort i mere end 30 år. Og vi har derfor stor erfaring i at hjælpe kvinder som dig.
Sådan foregår medicinsk og kirurgisk abort
Der findes to former for provokeret abort – medicinsk og kirurgisk. Bliv klogere på forskellene og læs om, hvordan de foregår.
To gange har hun stået med tvivlen – den ene gang fik hun en abort, den anden gang fik hun en søn
Hun husker, hvordan hun var ked af det, rystet og lidt rusten i stemmen, da de mødtes. Det var op til jul og kort inden havde Laura og hendes kæreste besluttet, at de skulle holde en pause. Men nu havde hun taget initiativet, for der var noget, hun skulle fortælle. Laura var gravid.
”Jeg blev nødt til at acceptere, at det var et lortevalg lige meget hvad”
Timingen var mildest talt uheldig, da Neel blev gravid mellem 2. og 3.g.